Edvard Grieg i Bayreuth 1876
Edvard Grieg skrev seks reisebrev i Bergensposten fra førsteoppførelsen av Nibelungenringen i Bayreuth. Her er et utdrag av de seks reisebrevene.
Her
vrimler således af Tonekunstnere, Digtere, Malere fra al Verdens
kanter, at man så at sige stumper over dem, hvor man går. Fra
hele Europa er de bedste Navne samlet, ja selv fra Amerika er der strømmet
mange hid. I længden vilde denne Kunstneroverflod ikke være
udholdelig. Jeg bor ikke i Hotel, men privat, og tænkte mig derved
i Hjemmet at være for mig selv. Men nei, i Gange, Trapper møder
man Berømtheder. Ved Siden af mig bor en berømt Operakomponist,
på den anden side Gangen en berømt Sanger, nedenunder en berømt
Hofkapelmester og ovenover en berømt Kritiker. Som jeg nu sidder
her, hører jeg Wagnerske Motiver nynnet, sunget, jodlet og brølet
ude fra Haven. Jeg går til Vinduet og ser både Valkyrier
og Rhindøtre, både Guder og Mennesker spadsere omkring under
de skyggefulde Alléer.
[…]
Om Digtningen selv skal jeg selvfølgelig ikke udtale nogen afgjørende Dom, men iøynefaldende er det, at hele dette såkaldte Forspil er blevet tvunget ind i en dramatisk Ramme, som ikke tilkommer det, thi det er i Bund og Grund episk, og således er dette Stof også altid blevet behandlet tidligere. Man føler nu engang ikke med disse Havfruer, Jætter, Guder, Gudinder, man ser på dem, man beundrer dem på scenen, men hvor de som her , ikke træder i Motsetning til Mennesker, der kan bringe vore menneskelige Følelser i Bevægelse, da blir man træt af dem.
Karakteristisk for Wagner er det, at han med langt større Sandhed skildrer Jætter og Dværge end Guder. Han har ikke den ophøiede Ro, den ædle Simpelhed hvormed Wotan må tegnes –
[…]
Jeg går Hjem og siger til mig selv, at trods alt man vil have at udsætte, trods den uro hvormed Guderne er tegnet, trods de mange kromatiske Overgange, den uophørlige Hamonivæxel, hvorefter man lidt efter lidt overfaldes af en nervøs Pirrelighed, tilsidst af fuldstendig Slaphed, trods det meget Filigransarbeide, den totale Mangel på Hvilepunkter, trods det Yderpunkt af Skjønhedsgrænsen hvorpå det Hele står, trods alt, er dette Musikdrama et Værk af en Gigant som Kunsthistorien måske kun i en Michel Angelo har sett Maken til.